Hvordan støtte børn i at udvikle deres evner?

Hvem ønsker ikke den bedste fremtid for sine børn?

Hvordan ser man sit barns evner ?

Det er nok meget kulturelt bestemt, hvordan man takler dette at støtte sine børn i deres evner og at lade dem udvikle sig til engang at tage valg, der giver dem de uddannelser, de vil trives med.

boy-1577051_1920

Public domain Pixabay

 

Nogle få, tror jeg, ved det ret tidligt,hvad de vil “være, når de bliver store”. Mange flere har ingen anelse, men der er bare ting, børn hellere beskæftiger sig med end andet.

En vigtig ting er da at vørn udsættes for at se ting, og høre om spændende ting gennem bøger og udstillinger, besøg i naturen og at høre musik og selv deltage i at synge og evt. spille et instrument.

Nogle børn vil bare synge af sig selv og synger mens de leger, som små andre snakker, men leger bestemte ting igen og igen. De ting børn vedholdende har gang i er ofte også deres interesse som voksne.

Jeg ved hvor let det er, som forældre så gerne at ville noget bestemt med børnene. Måske ønsker man at ens barn skal blive god til fodbold eller anden holdsport og så viser det sig at man må trække barnet derhen gang på gang. Det føles som et kæmpe nederlag både for forældrene og for barnet.

En vis udholdenhed hos børn er godt at udvikle, så man ikke tillader barnet at skifte så snart, det ikke orker gå til træning eller kor eller hvad det er.

Nogle børn elsker at gøre det, forældrene går op i : havearbejde, håndarbejde eller at være på værksted og lave mekaniske ting. Uden forbilleder har barnet ikke noget at kigge efter.

Andre børn har helt andre interesser end forældrene og det kan være meget svært for forældrene at støtte barnet nok i at dygtiggøre sin interesse.

De børn, der bliver overbelastede af at være sammen med andre børn hele tiden, må have lov at trække sig og lave de ting, de selv har valgt at lege med. Andre elsker at være i grupper og leger bedst med andre og i et fællesskab.

Når man ser på voksne, som man har kendt som børn er det slående, at de voksnes interesser blev grundlagt i barndommen.

Jeg havde en voldsom passion for alt, der havde med babyer at gøre og elskede også at lære sprog og sidde med ordbørger og slå op og lære nye ord og grammatik på andre sprog.

Jeg ser idag at disse interesser har holdt sig gennem hele mit liv.

Så mit bedste råd er at lægge forældreambitionerne lidt væk og se på, hvad er det barnet prøver at sige gennem de valg det tager i leg og beskæftigelse. På den måde støtter man barnets identitet og selvfølelse og giver grønt lys for at de valg af interesser er noget at bygge på.

Historien er fuld af historier om forældre, der har presset deres børn til en bestemt uddannelse, som de har afskyet og fravalgt eller taget med store omkostninger.

Det betyder ikke, at man slet ikke skal præge sine børn, for hvis man konstant spørger :

Hvad vil du og hvordan føles det?

så skaber man også forvirring og manglende evner til at vælge og holde fast. Man må sætte ord på, hvad barnet er god til, så det selv tror på det og støtte op om det, der er svært.

Et barn der elsker at synge og spille, skal da have lov til at gå til sang og musik og en sportsglad skal gå til sport. En der elsker bøger, skal støttes i at det er godt at læse en masse og alligevel også ud at røre sig med andre. Egentlig er det ikke svært at se, hvad der har barnets interesse, men det kræver, at man som forældre har overskud til at se barnets behov før sine egne.

bubble-83758

Public domain Pixabay

Børnenes lange skoledag

Der er gået et år siden skolereformen blev indført. Jeg læser I  læserbreve mm at det er ulidelige lange dage for børnene.

Jeg tænker tilbage på mine mange år som sundhedsplejerske i kombineret ordning. Dvs de fleste dage gik med hjemmebesøg til familier med spædbørn og en eller to dage om ugen var sat af til sundhedsundersøgelser og samtaler med skolebørn alene eller i mindre grupper.

For at gennemføre dem, måtte jeg naturligvis tage hensyn til frikvarterer og aktiviteter ud af huset. Desuden var skolen som uddød efter kl. 12.30 hver dag. Skolelederen og evt en enkelt lærer var tilbage ellers var der ingen uden pedellen.

De elever jeg talte med fra 4.-6- klasse var ivrige efter at komme hjem, særligt drengene, fordi de skulle mødes og spille computer. Hvad pigerne lavede ved jeg ikke helt. Jeg oplevede, at det var et problem at børnene var alene hjemme fra skolen sluttede til forældrene kom hjem. De kunne være meget alene eller finde på at spise meget usunde ting i kedsomhed og opdagertrang.

Nogle af de børn, jeg mødte i den alder tog voldsomt på, fordi de var ude af forældrenes øjesyn uden at have lært selvkontrol omkring madvalg ved mellemmåltider.

Det er klart at mange gik til sport, men mange andre gjorde ikke.

Nu er den lange dag indført og jeg håber at børnene får rørt sig en masse i skoletiden, fordi trivslen bliver så dårlig med for meget “sidden stille”.

Da jeg var barn og ung havde vi også ret lange dage. Timerne mellem kl. 14.00-15.00 var hårde at komme igennem I de store klasser. Vi havde kun madpakker og vand, husker jeg ikke noget om, at man fik. Mælk fik vi naturligvis i folkeskolen. Desuden måtte lærerne ryge og visse kom med cigar ind I klassen. Vi gik I skole om lørdagen, hvilket jeg gjorde helt til 2.G I 1969.

Om man gav børnene et ordentligt måltid med masser af grønt og kød/fisk/ æg og groft brød, kunne jeg godt tro at heldagsskolen ville blive en success.

Jeg tror, at de ting, der halter kunne rettes op hen ad vejen, hvis myndighederne brugte flere ekspertiser på at gennemtænke de problemstillinger, der er.

Hjemme hos mormor

Foto Anne-Marie Wermuth

  • Hvor meget skal være tvang?
  • Hvad med børn med særlige behov, som behøver mere stilhed til koncentration?
  • Hvad med dem, der vil gå til sport og andet efter skoletid?
  • Får de ordentlig mad?
  • Hvad med at stille krav til discipline i timerne?
  • Kan lærerne få ro til at forberede sig i skolen?