Sikkerhed i svømmehallen

Hvilken børnefamilie elsker ikke at tage i svømme- eller badeland med deres børn? Børnene elsker det og de bliver så dejligt trætte og sultne. De får rørt sig og familien har et dejligt fælleskab. Alligevel kan det gå galt, som det var ved at gøre forleden i Odder Svømmehal.

En seksårig dreng var med sin far og en yngre søskende i svømmehallen og skulle “bare” lige aflevere svømmevinger og så løbe med faderen til omklædningen. Hvad der gik af ham ved ingen, for istedet hoppede han alene i det dybe vand og drunknede!

Heldigvis blev han hentet af en anden far og genoplevet af en vaks livredder. Her kommer moderens taknemmelige tweet :

Dette blev top håndteret af en meget vågen mand og top profesionelle livreddere, der straks gav livreddende førstehjælp – gudskelov for det!!!!��

http://stiften.dk/artikel/431898


For mange år siden var jeg gravid og på besøg i min barsel i Frederiksberg svømmehal. Dengang fandtes der ikke hold for gravide, så jeg var alene. Pludselig blev der opstandelse. En livløs dreng var blevet bragt op fra det dybe vand og forsøgt genoplivet. Jeg husker at jeg spurgte om jeg skulle hjælpe, men blev beordret væk. Oplevelsen har jeg aldrig glemt. Ambulancens sirener hørtes straks efter og desværre tror jeg ikke han klarede den. Det var en lidt ældre dreng og han må have været med sin skole.


Hvad kan man lære af de hændelser?

Børn er børn og ikke altid forudseende til at kunne forstå faren i specielt det dybe vand. Som voksen er det fristende at blive meget bekymret, så angsten forplanter sig i børnene. Men en eller form for respekt for de farlige elementer, er man nødt til at overføre og sørge for at de ikke er alene. Desuden skal børnene lære at svømme, så de er bedre udrustet til at klare en og det dybe vand.

Den seksårige er hverken meget lille eller særlig stor og derfor kan det glippe med overvågningen. Det er ikke forkert at være meget streng og alvorlig overfor børnene omkring faren ved det dybe vand. Hellere lidt for streng, end at man i misforstået godhed overser at barnet ikke forstår alvoren i ikke at kunne klare sig sig i vandet.

Nogle børn er langt mere grænsesøgende end andre og derfor må de opdrages forskelligt. Jeg langer ikke ud efter familien, dette kunne ske for alle.

Jeg skriver for at gøre opmærksom på, at det er nødvendigt at blive ved at være på vagt. Er man flere voksne sammen kunne man skifte til at have vagten over enkelte børn. Man kan ogaå altid bede en tilfældig voksen om at hjælpe et øjeblik, hvis man er alene med to børn og har brug for hjælp. Alle ville med glæde hjælpe.

ocean-931776_1920

Fra Pixabay Public domain

Genbrug til leg og kreativitet

Jeg vil ikke skjule at jeg er fra en tid, hvor materialerne var knappe og derfor blev udnyttet maximalt i min barndom. Noget af det vil jeg gerne viderebringe, da det er en vigtig ting i vores nutid at passe på ressourcerne.

Små dåser fra husholdningen er et hit i sandkassen

  • De små metaldåser med krydderier er dekorative og kan fint bruges i sandkassen, når de er tømt for indhold. Duften af vanilje hænger ved og det elsker små børn, ligesom de kan lide de “rigtige ting”.
  • Pappet fra damestrømpebukser er dejligt at lave små malerier på.
  • Æggebakker er gode at klippe i. Kan males og bruges som del af en maske og til meget andet. Kan bruges til sortering af små perler
  • Margaroni kan fås med hul i og kan males og trækkes på en snor
  • De ældre børn kan lime tændstikker sammen til små modelfly
  • Tykke sugerør kan klippes over og danne en stjerne og forbindes med snor igennem. Man hænger små ting i stjernen, som kan fungere som juleuro eller en uro over en babys liggeplads i tiden før han eller hun kan gribe.
  • Man beder et ældre tålmodigt familiemedlem eller ven af huset lære børnene at strikke og hækle i 5-6 års alderen eller lidt senere. Det er værdifuld kunnen at erhverve sig, men kræver masser af øvelse.
Foto fra Føtex bog om at lære at strikke

Foto fra Føtex bog om at lære at strikke

Har I ideer er I velkomne til at skrive dem i kommentarfeltet og emnet vil blive opdateret.

 

 

Spar penge, undgå madspild

Som børnefamilie har man masser af udgifter

Det er ikke ukendt for jer med børn, at der skal nyt tøj til og sko, udstyr, børnepasning, indretning, køretøjer.

Så hvor kan man spare, så pengene stækker længere?

Jeg gætter på at mange familier køber mere mad ind, end man når at bruge og når datoen er ved at være overskredet bliver det smidt ud. Hvis mælken eller andre ting ikke smager eller lugter dårligt kan man stadig bruge det.

  • En rest mælk kan bruges til at lave kakao eller grød eller pandekager
  • Grød laves let af f.eks. majsmel, rismel, boghvederyn, hirse og et råt æg kan blandes i, når grøden er lige under kogepunktet. Der ved pastoriseres det og det giver bedre smag til grøden, som let kan spises af hele familien til afveksling for andet.
  • En rest grød kan bruges til at lave klatkager. Det bliver til en dej, når man blander mel og æg og evt. kardemomme i. Der kan også piskes en banan i dejen. Jeg kender ingen, der ikke elsker den ret, der er så nem.
  • Grøntsager kan snittes og koges let og så kommes i gratiner. Det er let at tygge for børnene og dufter dejligt i ovnen. En rest skinke er altid godt i en gratin. Har man altid æg, mælk og rasp i huset, kan man let lave en gratin.
  • Grøntsager kan også snittes fint og kommes i kødsovs eller farvede bøffer eller frikadeller.
  • Man kan lave supper af mange slags grøntsager og rodfrugter. Er børnene ikke vilde med at se på eller at tygge forskellige grøntsager, kan man blende det hele med stavblender, når det er kogt.
  • Gulerødder kan blive til revet råkost med lidt honning/citronsaft og evt rosiner.
  • Brød kan blive til varme bøfsandwich med skivede tomat og ost på.
  • Rugbrød kan lægges i blød og blive til øllebrød kogt med mørkt hvidtøl. Kan blendes med stavblender.

gratin-med-kylling-og-groentsager

Er børnene kræsne, kan det betale sig at lade dem være med til at lave maden i det omfang, de kan efter alder. Man skal dog altid tænke på sikkerheden, når man er i køkkenet og laver mad. Knive, og kogeplader er ikke at spøge med, men hvis man er observant på det og ikke tillader børnene at være for tæt på de varme gryder, så vil de gerne prøve at være med til at snitte eller røre rundt i noget.

Jo mere de voksne selv er varierede i deres valg af madretter og viser et godt eksempel, jo mindre kræsne bliver børnene.

Pengene kan kun bruges én gang og det er en stor tilfredstillelse at udnytte de ressourcer vi har og vise børnene at være ansvarlige omkring indkøb og brug af madvarer.

Jeg vil gerne henvise til Arlas opskrifter, som er enkle og sunde.

Hvis nogle af jer læsere har flere ideer, vil jeg meget gerne sætte dem ind i artiklen her. 

Bananklatkage

Klatkage

Hvordan støtte børn i at udvikle deres evner?

Hvem ønsker ikke den bedste fremtid for sine børn?

Hvordan ser man sit barns evner ?

Det er nok meget kulturelt bestemt, hvordan man takler dette at støtte sine børn i deres evner og at lade dem udvikle sig til engang at tage valg, der giver dem de uddannelser, de vil trives med.

boy-1577051_1920

Public domain Pixabay

 

Nogle få, tror jeg, ved det ret tidligt,hvad de vil “være, når de bliver store”. Mange flere har ingen anelse, men der er bare ting, børn hellere beskæftiger sig med end andet.

En vigtig ting er da at vørn udsættes for at se ting, og høre om spændende ting gennem bøger og udstillinger, besøg i naturen og at høre musik og selv deltage i at synge og evt. spille et instrument.

Nogle børn vil bare synge af sig selv og synger mens de leger, som små andre snakker, men leger bestemte ting igen og igen. De ting børn vedholdende har gang i er ofte også deres interesse som voksne.

Jeg ved hvor let det er, som forældre så gerne at ville noget bestemt med børnene. Måske ønsker man at ens barn skal blive god til fodbold eller anden holdsport og så viser det sig at man må trække barnet derhen gang på gang. Det føles som et kæmpe nederlag både for forældrene og for barnet.

En vis udholdenhed hos børn er godt at udvikle, så man ikke tillader barnet at skifte så snart, det ikke orker gå til træning eller kor eller hvad det er.

Nogle børn elsker at gøre det, forældrene går op i : havearbejde, håndarbejde eller at være på værksted og lave mekaniske ting. Uden forbilleder har barnet ikke noget at kigge efter.

Andre børn har helt andre interesser end forældrene og det kan være meget svært for forældrene at støtte barnet nok i at dygtiggøre sin interesse.

De børn, der bliver overbelastede af at være sammen med andre børn hele tiden, må have lov at trække sig og lave de ting, de selv har valgt at lege med. Andre elsker at være i grupper og leger bedst med andre og i et fællesskab.

Når man ser på voksne, som man har kendt som børn er det slående, at de voksnes interesser blev grundlagt i barndommen.

Jeg havde en voldsom passion for alt, der havde med babyer at gøre og elskede også at lære sprog og sidde med ordbørger og slå op og lære nye ord og grammatik på andre sprog.

Jeg ser idag at disse interesser har holdt sig gennem hele mit liv.

Så mit bedste råd er at lægge forældreambitionerne lidt væk og se på, hvad er det barnet prøver at sige gennem de valg det tager i leg og beskæftigelse. På den måde støtter man barnets identitet og selvfølelse og giver grønt lys for at de valg af interesser er noget at bygge på.

Historien er fuld af historier om forældre, der har presset deres børn til en bestemt uddannelse, som de har afskyet og fravalgt eller taget med store omkostninger.

Det betyder ikke, at man slet ikke skal præge sine børn, for hvis man konstant spørger :

Hvad vil du og hvordan føles det?

så skaber man også forvirring og manglende evner til at vælge og holde fast. Man må sætte ord på, hvad barnet er god til, så det selv tror på det og støtte op om det, der er svært.

Et barn der elsker at synge og spille, skal da have lov til at gå til sang og musik og en sportsglad skal gå til sport. En der elsker bøger, skal støttes i at det er godt at læse en masse og alligevel også ud at røre sig med andre. Egentlig er det ikke svært at se, hvad der har barnets interesse, men det kræver, at man som forældre har overskud til at se barnets behov før sine egne.

bubble-83758

Public domain Pixabay

15 måneders barnet

Det er sjovt at se, hvor hurtigt små børn lærer nyt og efterlader sig ting, der er øvet på over længere tid.

Et et års barn har travlt med at rive ting ud af hylder og vælte alt ned og ud i det uendelige. Nu er det så gjort at det går over til mindre detaljer i tilværelsen. Det kan være at skrue et låg af og på en mælkekarton. Det er ikke vigtigt, hvorfor den skal af eller på, nej den skal bare af og på, fordi det er sjovt at gøre det, de voksne gør og at kunne den færdighed.

Legetøj er ikke så relevant, som de dagligdags ting, vi omgiver os med. 

Udenfor i sandkassen er det også nye ting, der skal prøves. Små måleskeer kan bruges til at lave små bunker af sand på række. Jeg tror ikke de små i den alder forstår sig på at lave sandkager ved at vende en form, men øver håndledsbevægelserne ved at grave med forskellige redskaber.

 

I parken eller haven

En bold kan trilles eller sparkes i et meningsfuldt samvær.

Erika fik bolden

Foto MH

Hjælp den lille at komme til at gå på forskelligt underlag som græs, flis, skovbund, gå på line på træstammer med hjælp naturligvis. Jo mere han eller hun øver at gå på diverse underlag, jo dygtigere motorisk. Er det regnvjer, findes mange indendørslegepladser i centre og på biblioteker og museer.

Lad den lille selv klatre op på sin TripTrap stol eller et tilsvarende mærke. Det at kunne det er i sig selv en kæmpe sejr og godt for forældrenes rygge.

 

En dukke kan forsøges puttes og får måske en hård medfart ind og ud af en dukkevogn, men ikke desto mindre ses det, at den lille ved, at det er noget han eller hun kender til, altså at blive puttet selv hjemme og i vuggestue eller dagpleje. Drenge vil begynde at identificere sig med deres far fra denne alder og vil efterligne brug af værktøj. Både drenge og piger vil så småt begynde at kunne lege lidt ved et legetøjskomfur.

Samuel skruer

Foto Victoria Dahl

Det høres nemt på sproget om den lille er tilfreds eller utilfreds. Ordene skeldnes ikke, men det er tonefaldet, som viser at den lille har kopieret følelsesstemninger fra sin familie. Alle venter spændt på tydelige ord og man hjælper bedst ved at gentage tydeligt, hvad man tror barnet vil sige i de forskellige situationer. På den måde støtter man bedst igennem frustraktioner plus man hjælper sig selv ved at nævne de ting, man tror barnet mener.

Det må jo være forfærdeligt at ikke kunne gøre sig forståelig.

En god døgnrytme er stadig et must.

Op samme tid og i seng samme tid og en enkelt middagslur dagligt er passende for et barn i den alder.

Det kan være svært at holde koncentrationen på små børnebøger, men sange vil ALTID gøre lykke og gentagelserne gør, at barnet tilsidst begynder at synge med selv.

Sproget hægtes op på teksten og tjener defor flere formål på en gang nemlig tilknytning, samvær, sproglig indlæring og tryg meningsfuldhed.

“At få andet barn”

Der er hurdler at skulle igennem uanset, om der kun er kort tid imellem ens børn eller et længere tidsinterval. De fleste forældre spekulerer på, om de “kan elske den nye lille” lige så meget som ham eller hende, de har i forvejen.

Det opdager de heldigvis at de kan. Følelserne for den nye kommer næsten hurtigere end til den første, fordi rutinen omkring det at håndtere et spædbarn er så meget større end første gang, at der mere overblik og overskud til at rumme den nye lille og at kunne nyde hvert lille udtryk en nyfødt måtte have.

Det kan være svært til gengæld at rumme den ældste. Pludselig virker han eller hun så stor, men “den store” er også lille og reagerer med frustration over mindste lille forhindring. Er man pludselig storebror/søster som 1 1/2 årig, som nogle jo bliver, vil man blive let frustreret. Ikke fordi han er blevet storebror, for det er han ikke helt klar over, men fordi han mangler sproget til at sige, hvad han vil eller ikke kan eller behøver hjælp til. Forældrene oplever hele tiden den ældstes udvikling som noget nyt, mens det nye barn går “bare” på trampede stier.

IMG_5356

Det er meget let at falde i den grøft, at man som forældre bliver forskrækket over al den trods og frustreret skrigeri, som en tidligere omgængelig et-årig begynder at fremvise det ene øjeblik efter det andet.

Mit meste råd er at se, hvad “den store” prøver at sige med sin opførsel? Dernæst går I som forældre ind i situationen og sætter ord på i små tydelige sætninger. I må gerne markere, at I ikke vil have det skrigeri, men med tydelig beskrivelse og hjælp i situationen vil den store efterhånden lære at håndtere det og selv lære, hvad der driller.

Et eksempel jeg lige har set, var en dreng, der kørte op over at låget på legettøjsklodserne sad fast. Han blev vist hvordan og straks skulle låget på igen!  Handlingen blev underbygget med tydelige ord. Det var lige så svært og frustrerende for ham at låget skulle af igen. Der ligger et voldsomt ønske hos børnene, at kunne selv og det kræver meget tid og øvelse at få de basisfærdigheder lært. Som mor til en nyfødt kan man let blive ked af, at der er så mange konflikter. Den lille skal bare bøvses og holdes og hjælpes og er nem, hvis alt er i orden. Den store tænder af, selvom situationen lige har været ideel.

Det eneste, der kan bryde den onde cirkel er, efter min mening, at komme ud på legeplads eller i naturen. Alt er godt lidt efter igen, når man kommer ind lidt efter.

Et barn der er ældre end de 1 1/2 år vil naturligvis også blive tydeligt jaloux og går tilbage i udviklingen i forskellige situationer. Det må man bare tage helt roligt og tillade, at han eller hun har brug for at gennemleve. De yngste storbrødre og søstre må også tages op og få lov at være små naturligvis.

Der er ingen nemme løsninger, som forældre må man hele tiden give af sin tid og tålmodighed og være “et hestehoved” foran at behovene opstår. Altid have let mad parat. Sulten kommer meget hurtigt.

For at undgå isolation i barslen  kan man i dag kan man heldigvis ret let finde hinanden på nettet og lave aftaler om at mødes hjemme eller på legeplads eller børnebiblioteket. Alt med det formål, at have noget meningsfuldt samvær både for børnene og den forælder, der er på barsel.

Små børn og brug af iPads

Der skrives masser om små børns forbrug af iPads, både for og imod.
http://www.mama.dk/barn-3-6-aar/leg-og-fritid/familieraadgiver-boern-skal-kunne-fungere-uden-en-iPad.

Foto Søren Bidstrup Fra Berlingske

Foto Søren Bidstrup Fra Berlingske

I en artikel fra Berlingske februar 2015 refereres til advarsler fra  en hjerneforsker ved navn Alvert Gjedde om, at små børn kan udvikle autisme ved overdriven brug af iPad/tablets.  Artikelen er inspireret fra en anden artikel i Kristeligt dagblad.  Frygten skyldes det faktum at empati eller “Mentalisering” læres i samspillet med mennesker, hvor mange faktorer indgår: Sprog, mimik, lugte.

Mentalisering forklarer han som :

For at forklare sin bekymring henviser Albert Gjedde til det begreb, man inden for hjerneforskningen kalder ”theory of mind”. Det kan bedst oversættes til dansk med begrebet mentalisering og er evnen til at skabe sig forestillinger om sig selv og andre samt egne og andres tanker, følelser, hensigter og mentale tilstande.

Jeg tror, det er godt at bruge dem “med måde” som Chris Macdonald siger.  Er man sammen med sit barn, kan man være lidt med i spillet og ellers sørge for at der er andre legemuligheder tilstede. En god idé er også at lægge iPad/tablets helt væk inklusiv de voksnes, da vi jo er eksempler for børnene på alle måder.

Der er netop kommet nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ang små børns behov for bevægelse.

Skæld ud !?

 

Jeg læste en artikel i Kristeligt Dagblad om det forfejlede i at opdrage børn med gammeldags skældud. Den var skrevet af en amerikaner, der bor her og selv var meget usikker på, hvordan hun ville opdrage sit kommende barn. Hun og en dansk terapeut har skrevet en bog om den danske måde at opdrage på. Vi skal jo være:

” Verdens lykkelige folk”.

Der er stor opmuntring i artiklen om, at vi respekterer vores børn og forklarer spillereglerne undervejs og accepterer masser af tid til fri leg. Vi går op i fællesskabsfølelse.

“Hvis en i en gruppe skal have is, skal alle have is”

I artiklen kommer forfatterne ikke ind på, hvordan forældrene bærer sig ad med at opdrage uden skæld ud. Jeg tror, at skæld ud virker på børn, som om de ser i et spejl, at det er det, man forventes at gøre.

image

Foto Billy Graham citat

Hvis man som forældre eller lærere i stedet sænkede stemmen og sagde i et alvorligt tonefald, hvad barnet har gang og hvad, der skal ske, ville det virke meget stærkere.

En sanktion må falde, hvis barnet viser uønsket adfærd.

Sker der intet, er det det samme som at acceptere adfærden. Barnet bliver så senere konfronteret af andre udenfor hjemmet, at handlingen eller attituden er uacceptabelt og det er meget sværere at forholde sig til.

Sanktionen skal svare til forseelsen og til alderen. Går forseelsen ud over andre, kan man bede barnet gøre noget godt for dem.

Er det en lille mellem et og to år, kan man ikke forlange en stor indlevelse og forståelse for, at det har gjort noget galt eller farligt. Der må man bruge et strengere eller alvorligt ansigtsudtryk og fjerne barnet fra situationen. Derefter må man hurtig blive god og kærlig igen, da barnet ikke husker, hvad der gik forud. Man må tage barnet ind til sig og fortælle, hvad der foregik. Lidt efter lidt kommer forståelsen med alder og modenhed.

Har forseelsen med forbrug af elektroniske medier at gøre, må der skæres i tiden med det.

Er det at skændes om og ødelægge legetøj, kan man lægge det i en kasse, som så først tages frem om søndagen.

Hjælpe med et eller andet frem for kun at kommanderes til at sige “undskyld”. Det kan være en fristelse at bare gentage:” Det vil jeg ikke have” i det uendelige. Barnet lærer egentligt bare at det nok ikke betyder noget og der går flere år med samme adfærd.

Jeg hørte her til jul at en af mine egne voksne børn var ked af, at han havde skabt sig overfor sin mormor, da hun engang havde givet ham noget “forkert slik”. Hun døde for 7 år siden, så intet kan gøres om. Jo ældre børn bliver, jo bedre husker de, deres egne reaktionsmåder.

Lige som vi som forældre kan være for eftergivne omkring opdragelsen, kan vi også have været for strenge og fortryde det mange år senere.

Derfor er det godt, at vi også som forældre til store eller voksne børn kan sige, at vi har fortrudt nogle ting, der er sket i kampens hede eller fordi, man idag ved bedre, hvordan siuationen skulle være taklet.

Der er ingen tvivl om, at adfærdstræning tager lang tid og kræver enige og meget tålmodige forældre.

 

 

Hvad forældre kalder deres børn ?

Jeg blev inspireret til dette indlæg via et indlæg i den Den Korte Avis.

Desuden har jeg overhørt meget gennem de mange år, jeg har arbejdet som sundhedsplejerske I København og i Jylland.

Jeg har af og til hørt forældre kalde deres barn “Bandit” eller “Abekat” eller “Laban” og jeg må sige, at det har altid skurret i mit indre. Lige som det er forkert at forgude sit barn, som om det var noget meget mere end alle andre, er det mindst lige så forkert at tale nedsættende til det eller om det.

De ting, vi kalder vores barn kan godt afsløre en følelsesmæssig forvirring og ambivalens, som går ud over barnets selvværd.

Der, hvor jeg mest har oplevet det, er nok i afmagtssituationer, hvor forældrene ikke kan tolke barnets reaktioner rigtigt og at det derfor reagerer ved at græde utrøsteligt.

Jeg siger ikke, at det aldrig vil ske, hvis forældrene bare forstår deres spædbarn eller barn, men det sker oftere ved misforståelser, da barnet ikke har mulighed for at forstå sig selv uden forældrenes hjælp.

Hvis jeg spørger forældrene, hvad de tror, det betyder for barnet at blive kaldt sådan, vil de fleste nok sige, ja men det er bare for sjov.

Men der er da også de forældre, der gerne vil ændre på det, når de kommer til at tænke over, at det har konsekvenser for et barn i form af dårligt selvbillede, at blive kaldt noget negativt.

Jeg kan godt lide at forældre kalder deres barn noget sødt, mens de er små. Det høres også på tonefaldet, at det hænger sammen ord og indhold.

Jeg blev selv kaldt “Døtter” af min far og “Tulle” af min mor indtil omkring femårs alderen. Det har jeg hyggelige minder ved.

Min far med

Min far med “Tulle” og Tobber”

Jeg har selv kaldt min pige “Lillemor” “Gumman”, mens jeg boede I Sverige og drengene ? Det var noget med “Labbe” en kort overgang for lyden af små fødder og hænder der klaskede hen ad gulvet under kravlen og en blev kaldt “Dav” dan han tittede op efter søvnen i vuggen. Dengang måtte man lægge børnene på maven, når de sov hvorved de blev så stærke motorisk.

Min næstmindste læser højt for den mindste

Min næstmindste læser højt for den mindste

Om man kalder sit barn “Prinsesse” tror jeg er helt fint, når bare man stiller krav til opførsel hen ad vejen, så barnet forstår de sociale regler, der findes for at omgås på en god måde.