Tanker om gangtræning

Blad barn

Blad barn. Venligst udlånt fra Blad familien

En opdatering fra min gode Facebookveninde sætter gang i tankerne omkring, hvordan et barn kommer igang med at gå omkring et-årsalderen. Hun havde stillet mig et spørgsmål, om hvad jeg som sundhedsplejerske tænkte om en video, som viser et nyopfundet redskab “Willa Walker” til hjælp for “et-åriges gangtræning”

Hvor smart, men hvad siger sundhedsplejersken Maria, er det tilrådeligt, barnet skal vel have en vis alder😏 

Glad og overrasket over spørgsmålet svarede jeg som følger: (lettere redigeret)

Børnene er jo glade så den er nok ok, hvis man har et barn, der insisterer på at ville gangtrænes.

Ellers går jeg ind for at lære barnet at ligge på maven fra senest to mdr., dernæst rulle begge veje ved fire mdr. begynde at krybe, kravle fra ca. seks mdr og rejse sig fra kravlende til siddende ved otte mdr. Derfra er der ikke langt til selv at komme op til stående ved støtte og så stavre sig frem på egen hånd.

Problemet opstår, når man tidligt viser barnet at det kan gå “stavre” og så vil han / hun det hele op at gå ved støtte


Ser lige videoen igen. De børn, der ikke er klar til denne “gåtræning” er dem, der læner sig frem og måske endda går på tæerne. De mangler at træne balance og er kommet foran deres naturlige udvikling og vil derfor falde alt for meget, hvis de fortsat går foroverbøjet og på tæerne. Der er nogle, hende i lyserød kjole, der går ret op og på flad fod. “Tågængerne” bør have hjælp fra en fysioterapeut, men allerbedst er det at forebygge det ved at man i to mdrs. alderen, når de så gerne vil støtte stående på forældrenes skød/lår så sikrer sig at de står ned på flad fod allerede der.

Der bliver en herlig diskussion i tråden om, hvor forskellige børn er og det vil jeg sandelig give de implicerede ret i. Her skriver min veninde som svar til den, der skrev, at børn ikke skal paces :

Nej, børn skal ikke paces, men jeg ville nu gerne have haft sådan et sæt ringe i de sidste måneder op til min søn selv lærte at gå. Han VILLE men kunne ikke, og blev sur, (læs: meget vred), hvis vi ikke – i døgndrift – gik foroverbøjet med ham i hånde. Der gik uger, før vi igen kunne rette os op, vi kravlede rundt, mens han stormede forbi på sine to ben.

Ja, der er i det hele taget stor forskel på mennesker. Min søn er meget viljestærk, mens min rygrad er næsten ikke eksisterende, alligevel kunne jeg mærke den, i de måneder, jeg gik foroverbøjet med ham i hånden. Mit næste barn fødes med ringe i hånden 🙂

Den kan købes på Amazon.com og er allerede udsolgt. Lige under billederne er der rosende vurderinger, men tilsidst kommer eksperten, som på det kraftigste fraråder et sådant redskab:

As a child development specialist, this invention is absolutely awful to help a child walk. Hands should not be up in the air, they should be able to catch themselves when they fall. Arms should also be down for balance. This would actually delay walking because children aren’t learning to balance or stabilize themselves.

Hvis man får begyndt rigtigt bliver disse ting ikke så slemme at håndtere. Puslebordet er det første sted, man kan træne både samvær og motorik svarende til alder. Helt fra fødslen kan man vende sit barn fra ryg til mave ved at dreje det i hofterne og sige glad forbavset:

Åh nu kom du den vej? Du rullede jo!

6 mdrs barn i maveliggende

 

se i øjnene og smile. Det bliver en leg og indlært den vej. Man kan trække det op i armene så snart, det hjælper til selv og hovedet kommer med.  Maveliggende på puslebord kan man fra starten presse bækkenet ned i underlaget, så hofterne strækkes ud og nakken styrkes. Det øger bevægeligheden fra bøjemønstret til det mere fleksible og udstrakte.

David og Eliza

David og Eliza

Masser af maveliggende på trygt og fast underlag skaber grund for bevægelse, som udvikler sig til at kunne stadig mere. Man sætter aldrig et barn til at sidde, som underholdning, men lægger det på maven, hvorved det selv møver sig rundt og til sidst kommer på i siddende.

 

Disse råd har hjulpet masser af børn fra min tid i sundhedsplejen og der er få hjælpemidler involveret andet end et godt underlag i sikkerhed og god og støttende kontakt.

Anbefaling til forældre:

Spørg jer selv : Vil I gøre det, der er let for jer i nuet eller godt for jeres barn i længden?

Jeg tænker på at undgå

  • Elektriske skråstole med melodier og svingfunktion
  • At placere barnet unødigt i autostole indendøre
  • Gangstole

At være i favn eller på fast sikker underlag fremmer den naturlige motoriske udvikling, så der bliver kvalitet i bevægelserne, balance og styrke.

Billederne herunder er venligst udlånt af en Facebookven

 

Reshopper, en app for børnefamilier

Reshopper

Jeg har været inde på at udnytte maden i køleskabet i min sidste artikel og det bringer mig til at tænke på Appen “Reshopper” som er udviklet af nogle fædre i fælleskab for at udnytte det brugte børnetøj.

Den virker på den måde, at man kan slå op, hvad der er i en radius på 20 km. fra ens hjem og på den måde supplere børnenes garderobe.

En god måde at udnytte ressourcerne på og hvor man samtidigt øver sig på at tage gode billeder og matche med nøjagtige tekster. En færdighed der kan bruges til genbrug/salg af andet end børnetøj.

Undgå overvægt og skab gode madvaner 

Inspiration fra Sundhedsstyrelsens “En lettere barndom”.

 Sund fornuft og omtanke skaber nye vedvarende gode vaner

Høst mor og barn Wallpaperup com

Små børn ser deres liv  som i forældres spejlbillede.

Hvem vil ikke gerne at børnene er glade for sund mad og spiser, når der serveres og det, der serveres?

De små er lettere at præge end ældre børn og derfor er eksemplets magt så stort. 

  • Bruger du smartphone og tablet ved bordet, så vil barnet også kræve det. Ellers bliver der ballade.
  • Giver du barnet mad, når det er sultent, men sidder der ikke selv, giver det hurtigt op og bliver træt af det. Mister koncentrationen og motivationen, hvis det skal spise alene. Små børn er hurtigere sulten end voksne og skal have tiere. De vokser og kan oftest ikke rumme så meget ad gangen. Vær derfor foran i planlægningen og beregn, hvad, der skal ske måltidsmæssigt på en dag. Det skal gå stærkt med at få det på bordet og derfor er det så godt, om det allerede er klart i køleskabet.
  • Brug gode råvarer, så vil barnet lære at værdsætte smag og konsistens fremover. Jeg tænker på bær og frugt fremfor slik, grøntsager fremfor chips.
  • Obs. børn under tre år på ikke få rå gulerødder i stave, men gerne fintrevet.

 

  • Til ture på legeplads. Hav altid små pakker med gode sandwich med på tur og en drikkedunk med vand og noget frugt, barnet kan lide.
  • Er der problemer med at tygge og synke, må man gøre noget ud af at holde alt adskilt. Det der skal tygges for sig og blødt for sig. Det giver barnet mulighed for at prøve sig frem med en kategori ad gangen. Stritter det på at blive hjulpet, madet, så lad det selv sidde med lidt ad gangen foran sig, så snart det lader sig gøre fra 10 mdr’s alderen og frem.
  • Kniber det med grøntsager, kan man rive grøntsager og putte i lasagne eller kødsovs eller lave grønne, “røde” (Rød peber) bøffer eller frikadeller. Man kan bage en gratin af fintrevne eller bløde grøntsager, da det oftest er problemer med manglende kindtænder, der gør det svært at tygge. Lav som sagt mad, som I selv kan lide og spiser sammen med barnet.
  • Et lille barn, der ikke selv kan sige til, omkring at det mangler mad eller drikke vil opføre sig “umuligt”.
  • Foruden Sundhedsstyrelsens publikation “Mad til Spæd- og Småbørn” . Denne er en tidligere udgave,men opskrifterne er virkelig gode og her den senest reviderede fra januar 2016,vil jeg også anbefale Arlas opskrifter, der let kan laves meget børnevenlige.

 

Hvorfor skriver jeg om “overvægt” i dette, som ikke omhandler overvægt? 

  • Får man sine behov dækkede madmæssigt og følelsesmæssigt kommer barnet ikke i kronisk mangeltilstand. Giver man som forældre et godt eksempel, vil barnet følge efter med glæde og mærke at mad eller slik ikke fylder et følelsesmæssigt tomrum ud.

Hvordan støtte børn i at udvikle deres evner?

Hvem ønsker ikke den bedste fremtid for sine børn?

Hvordan ser man sit barns evner ?

Det er nok meget kulturelt bestemt, hvordan man takler dette at støtte sine børn i deres evner og at lade dem udvikle sig til engang at tage valg, der giver dem de uddannelser, de vil trives med.

boy-1577051_1920

Public domain Pixabay

 

Nogle få, tror jeg, ved det ret tidligt,hvad de vil “være, når de bliver store”. Mange flere har ingen anelse, men der er bare ting, børn hellere beskæftiger sig med end andet.

En vigtig ting er da at vørn udsættes for at se ting, og høre om spændende ting gennem bøger og udstillinger, besøg i naturen og at høre musik og selv deltage i at synge og evt. spille et instrument.

Nogle børn vil bare synge af sig selv og synger mens de leger, som små andre snakker, men leger bestemte ting igen og igen. De ting børn vedholdende har gang i er ofte også deres interesse som voksne.

Jeg ved hvor let det er, som forældre så gerne at ville noget bestemt med børnene. Måske ønsker man at ens barn skal blive god til fodbold eller anden holdsport og så viser det sig at man må trække barnet derhen gang på gang. Det føles som et kæmpe nederlag både for forældrene og for barnet.

En vis udholdenhed hos børn er godt at udvikle, så man ikke tillader barnet at skifte så snart, det ikke orker gå til træning eller kor eller hvad det er.

Nogle børn elsker at gøre det, forældrene går op i : havearbejde, håndarbejde eller at være på værksted og lave mekaniske ting. Uden forbilleder har barnet ikke noget at kigge efter.

Andre børn har helt andre interesser end forældrene og det kan være meget svært for forældrene at støtte barnet nok i at dygtiggøre sin interesse.

De børn, der bliver overbelastede af at være sammen med andre børn hele tiden, må have lov at trække sig og lave de ting, de selv har valgt at lege med. Andre elsker at være i grupper og leger bedst med andre og i et fællesskab.

Når man ser på voksne, som man har kendt som børn er det slående, at de voksnes interesser blev grundlagt i barndommen.

Jeg havde en voldsom passion for alt, der havde med babyer at gøre og elskede også at lære sprog og sidde med ordbørger og slå op og lære nye ord og grammatik på andre sprog.

Jeg ser idag at disse interesser har holdt sig gennem hele mit liv.

Så mit bedste råd er at lægge forældreambitionerne lidt væk og se på, hvad er det barnet prøver at sige gennem de valg det tager i leg og beskæftigelse. På den måde støtter man barnets identitet og selvfølelse og giver grønt lys for at de valg af interesser er noget at bygge på.

Historien er fuld af historier om forældre, der har presset deres børn til en bestemt uddannelse, som de har afskyet og fravalgt eller taget med store omkostninger.

Det betyder ikke, at man slet ikke skal præge sine børn, for hvis man konstant spørger :

Hvad vil du og hvordan føles det?

så skaber man også forvirring og manglende evner til at vælge og holde fast. Man må sætte ord på, hvad barnet er god til, så det selv tror på det og støtte op om det, der er svært.

Et barn der elsker at synge og spille, skal da have lov til at gå til sang og musik og en sportsglad skal gå til sport. En der elsker bøger, skal støttes i at det er godt at læse en masse og alligevel også ud at røre sig med andre. Egentlig er det ikke svært at se, hvad der har barnets interesse, men det kræver, at man som forældre har overskud til at se barnets behov før sine egne.

bubble-83758

Public domain Pixabay

“At få andet barn”

Der er hurdler at skulle igennem uanset, om der kun er kort tid imellem ens børn eller et længere tidsinterval. De fleste forældre spekulerer på, om de “kan elske den nye lille” lige så meget som ham eller hende, de har i forvejen.

Det opdager de heldigvis at de kan. Følelserne for den nye kommer næsten hurtigere end til den første, fordi rutinen omkring det at håndtere et spædbarn er så meget større end første gang, at der mere overblik og overskud til at rumme den nye lille og at kunne nyde hvert lille udtryk en nyfødt måtte have.

Det kan være svært til gengæld at rumme den ældste. Pludselig virker han eller hun så stor, men “den store” er også lille og reagerer med frustration over mindste lille forhindring. Er man pludselig storebror/søster som 1 1/2 årig, som nogle jo bliver, vil man blive let frustreret. Ikke fordi han er blevet storebror, for det er han ikke helt klar over, men fordi han mangler sproget til at sige, hvad han vil eller ikke kan eller behøver hjælp til. Forældrene oplever hele tiden den ældstes udvikling som noget nyt, mens det nye barn går “bare” på trampede stier.

IMG_5356

Det er meget let at falde i den grøft, at man som forældre bliver forskrækket over al den trods og frustreret skrigeri, som en tidligere omgængelig et-årig begynder at fremvise det ene øjeblik efter det andet.

Mit meste råd er at se, hvad “den store” prøver at sige med sin opførsel? Dernæst går I som forældre ind i situationen og sætter ord på i små tydelige sætninger. I må gerne markere, at I ikke vil have det skrigeri, men med tydelig beskrivelse og hjælp i situationen vil den store efterhånden lære at håndtere det og selv lære, hvad der driller.

Et eksempel jeg lige har set, var en dreng, der kørte op over at låget på legettøjsklodserne sad fast. Han blev vist hvordan og straks skulle låget på igen!  Handlingen blev underbygget med tydelige ord. Det var lige så svært og frustrerende for ham at låget skulle af igen. Der ligger et voldsomt ønske hos børnene, at kunne selv og det kræver meget tid og øvelse at få de basisfærdigheder lært. Som mor til en nyfødt kan man let blive ked af, at der er så mange konflikter. Den lille skal bare bøvses og holdes og hjælpes og er nem, hvis alt er i orden. Den store tænder af, selvom situationen lige har været ideel.

Det eneste, der kan bryde den onde cirkel er, efter min mening, at komme ud på legeplads eller i naturen. Alt er godt lidt efter igen, når man kommer ind lidt efter.

Et barn der er ældre end de 1 1/2 år vil naturligvis også blive tydeligt jaloux og går tilbage i udviklingen i forskellige situationer. Det må man bare tage helt roligt og tillade, at han eller hun har brug for at gennemleve. De yngste storbrødre og søstre må også tages op og få lov at være små naturligvis.

Der er ingen nemme løsninger, som forældre må man hele tiden give af sin tid og tålmodighed og være “et hestehoved” foran at behovene opstår. Altid have let mad parat. Sulten kommer meget hurtigt.

For at undgå isolation i barslen  kan man i dag kan man heldigvis ret let finde hinanden på nettet og lave aftaler om at mødes hjemme eller på legeplads eller børnebiblioteket. Alt med det formål, at have noget meningsfuldt samvær både for børnene og den forælder, der er på barsel.

Butikken “Småfolk”

En af hverdagens glæder kan komme uventet

Forleden var jeg på kig efter en madkasse med hank! Et af mine børnebørn er begyndt i vuggestue og der vil man delagtiggøre selv de helt små í hverdagens pligter, nemlig at de selv skal bære deres madkasse til køleskabet. Det vil de helt sikkert gøre med glæde. Meget à propos den artikel, jeg netop anbefalede forleden af Thomas Skovbo om at lade børn stå på egne ben.

Jeg havde lidt tid i Aarhus og på vej til bilen i Vennelystparken kom jeg forbi en dejlig børnetøjs-og udstyrsforretning i Guldsmedegade 24, Småfolk. Jeg tænkte den så så indbydende ud, men jeg skulle jo bare se efter en madkasse med hank? Det er nok urealistisk at finde én sådan her.

Jeg faldt i snak med Pernille, som viste mig præsis den jeg skulle have og med trækager i, som en et-årig gerne vil lege med på børne Ikea komfuret derhjemme.

For mig blev det en dejlig oplevelse med en herlig snak i en skøn forretning med de dejligste ting til børn, bade tøj, udstyr til værelser og legetøj. De har en web shop naturligvis og lige nu så jeg der er 50 % på påske styles.

Billede fra Småfolks kataloget

swimwear-61-katalog-dk

Deres badetøj er UV beskyttet og fås i mange variationer og deres bomuldstøj er økotexmærket, således at I undgår giftpåvirkninger, som der ellers desværre kan være i tøj fra kemikalierester. Har man tid kan man gå i butikken ellers er det nemt at handle over nettet via deres webshop.


Det jeg nyder ved at opleve en rigtig fysisk butik er, når farver og design er en nydelse at se på og at man så også bliver venligt bemødt er et stor ekstra plus.

Det rørte mig dybt at Junosengen, der er brugt som baggrund er skabt af min venindes morfar Viggo Einfeldt. Dejligt at se den med det smukke sengetøj og sengerand. Jeg har skrevet noget om ham i en artikel på engelsk om det har interesse for nogen at dykke ned i, hvordan det kom sig, at man i design og opfindelser begyndte at tage mere hensyn til barnets behov end tidligere.

 

Ud i det fri!

Hver gang jeg er ude på en af mine fem ugentlige løbeture, må jeg skynde mig at skrive de ideer ned, jeg får under turen. Det kan være nok så kedelig en rute og halvkedeligt vejr. Ikke desto mindre kommer der altid nye ideer, som jeg må skrive ned for senere at lave blog  artikler om dem.

fotos A.M.W.

 

Det kan også være, hvem jeg skulle kontakte via besøg, eller mail eller ligefrem gammeldags brev.

På samme måde er det jo med børn, de synes måske også det er kedeligt at komme ud. Måske er der ikke rigtigt andre ude at lege og motivationen er lav.

Kommer børnene ud alligevel, kommer de altid ind igen med bedre humør og netop ideer til, hvad de så kan lege af nye lege  og kreative tiltag hjemme.

Børn mærkes af forældrenes stress

Inspireret af en artikel i et blad “Børn&Fritid” fundet i et supermarket handler denne artikel om børn og stress.

Pædagog set på gaden med små børn Pædagog set på gaden i København foto MH

Børn spejler sig i forældrene og kender ikke noget andet, end det univers, de kommer fra.

Hvis der er spændinger mellem forældrene eller den ene ligefrem trumler og ydmyger den anden forældre mærkes det øjeblikkeligt i børnene i form af både fysiske og psykiske symptomer.

Børn kan ikke sætte ord på angst og vrede, som så sætter sig til stress.  En hjerne, der er stresset kan ikke ret godt lære nyt eller koncentrere sig om de ting, børn har brug for at gøre, nemlig at lege frit, undersøge ting alene eller med forældre eller søskende/ kammerater. En hjerneforsker og neuropsykolog Susan Hart har skrevet meget om det emne.

Hvis man som forældre indser, at det er sådanne stressfyldte tilstande, der hersker i hjemmet, må man geare ned på ens krav og forventinger til barnet og tale med barnet om, at de voksne ikke har det så godt, og at der bliver taget hånd om det, og at det ikke er barnets skyld.

Model foto

Forældrene må gøre, alt hvad de kan for at skabe et liv, som de voksne trives i, for på den måde at have overblik til at skabe rare forhold for børnene.

Et eksempel : i en familie er faderen en meget humørsvingende og narcissistisk. Alt drejer sig om ham og alt, der går galt er naturligvis andres skyld. Denne atmosfære giver en enorm stress på den ældste på 2 1/2. En dag er der besøg af en yngre venlig mand. Den store på godt to år holder sig tæt til gæsten og kigger konstant på ham. Der er et indre ønske om at høre til hos denne trygge unge mand fremfor sin egen uberegnelige umodne far. Denne dreng fik ikke hjælp den gang. Problemerne virkede uløselige og de følgende år udviklede han problemer med fordøjelsen. Kastede op og havde tynd mave og derefter kroniske ørebroblemer og nedsat hørelse. Utrygheden gav sikkert disse problemer eller forværrede dem.  Som ung fik han præstationsangst og havde svært ved at vælge uddannelse. De følelsesmæssige problemer satte sig, men heldigvis er det aldrig for sent at arbejde med de ting fra barndommen, som skulle have været helt anderledes.

Hvad forældre kalder deres børn ?

Jeg blev inspireret til dette indlæg via et indlæg i den Den Korte Avis.

Desuden har jeg overhørt meget gennem de mange år, jeg har arbejdet som sundhedsplejerske I København og i Jylland.

Jeg har af og til hørt forældre kalde deres barn “Bandit” eller “Abekat” eller “Laban” og jeg må sige, at det har altid skurret i mit indre. Lige som det er forkert at forgude sit barn, som om det var noget meget mere end alle andre, er det mindst lige så forkert at tale nedsættende til det eller om det.

De ting, vi kalder vores barn kan godt afsløre en følelsesmæssig forvirring og ambivalens, som går ud over barnets selvværd.

Der, hvor jeg mest har oplevet det, er nok i afmagtssituationer, hvor forældrene ikke kan tolke barnets reaktioner rigtigt og at det derfor reagerer ved at græde utrøsteligt.

Jeg siger ikke, at det aldrig vil ske, hvis forældrene bare forstår deres spædbarn eller barn, men det sker oftere ved misforståelser, da barnet ikke har mulighed for at forstå sig selv uden forældrenes hjælp.

Hvis jeg spørger forældrene, hvad de tror, det betyder for barnet at blive kaldt sådan, vil de fleste nok sige, ja men det er bare for sjov.

Men der er da også de forældre, der gerne vil ændre på det, når de kommer til at tænke over, at det har konsekvenser for et barn i form af dårligt selvbillede, at blive kaldt noget negativt.

Jeg kan godt lide at forældre kalder deres barn noget sødt, mens de er små. Det høres også på tonefaldet, at det hænger sammen ord og indhold.

Jeg blev selv kaldt “Døtter” af min far og “Tulle” af min mor indtil omkring femårs alderen. Det har jeg hyggelige minder ved.

Min far med

Min far med “Tulle” og Tobber”

Jeg har selv kaldt min pige “Lillemor” “Gumman”, mens jeg boede I Sverige og drengene ? Det var noget med “Labbe” en kort overgang for lyden af små fødder og hænder der klaskede hen ad gulvet under kravlen og en blev kaldt “Dav” dan han tittede op efter søvnen i vuggen. Dengang måtte man lægge børnene på maven, når de sov hvorved de blev så stærke motorisk.

Min næstmindste læser højt for den mindste

Min næstmindste læser højt for den mindste

Om man kalder sit barn “Prinsesse” tror jeg er helt fint, når bare man stiller krav til opførsel hen ad vejen, så barnet forstår de sociale regler, der findes for at omgås på en god måde.